Blog

24.09 2020 af Kristina Ege Scharff

For bare seks år siden rykkede hun de rumænske rødder op og hoppede ud i ukendt land uden at kunne sproget, kulturen eller have sociale relationer med sig. Ubevidst underspillet, knaldhamrende dygtig og med et stort hjerte for andre menneskers velbefindende kom hun igennem kandidatstudiet i Danmark, lærte at mestre sproget og blev fuldt ud integreret, ikke mindst på arbejdspladsen. Mød Anca Jar, Junior Controller i Keepers, Outsourcing.

Billede af kvinde

Ambitiøs 22-årig på ukendt grund

Tag ikke fejl af Anca. Hun gør ikke meget væsen af sig udadtil, men er både dygtig, modig og et utrolig varmt menneske, som altid gør sit bedste – om det er i privatlivet eller i arbejdet for sine kunder. Som bare 22-årig flyttede Anca alene til Danmark uden at kende nogen, sproget eller ret meget til landet, hvor hun var blevet optaget på sit drømmestudie. Allerede i gymnasietiden tilbage i Rumænien, Cugir havde hun valgt en linje inden for økonomi og vidste, at hun ville fortsætte i det spor. Herfra tog hun en Bachelor i Finance and Banking, hvor hun i 2013 blev en del af et ”Work and travel”-program for studerende, som bragte hende på et fire måneders ophold i USA. De første tre måneder gik med dagligt arbejde i en forlystelsespark og den sidste måned med rundrejse i landet for at opleve amerikansk kultur og seværdigheder. Efter rejsen og endt bachelorstudie pakkede Anca sit liv ned i en rygsæk og satte kurs mod nord.

Hårdt arbejde, ekstreme mængder kaffe og alt for lidt søvn

For Anca var det både interessant og lidt af et wake-up-call at opleve kulturforskellene mellem Danmark og Rumænien, blandt andet i studiesammenhæng, hvor forskellene var tydelige fra dag ét.

”I Rumænien var der ikke ret meget læsning under selve studiet, til gengæld var det rigtig presset op til eksamenstid, hvor man gav den fuld gas i 4-5 uger med 18-20 timers læsning om dagen, ekstremt meget kaffe og alt for lidt søvn. Sådan fungerer det heldigvis ikke i Danmark. Det er langt mere struktureret. Jeg blev dog alligevel chokeret over, hvor meget studiet krævede, samtidig med at det var nødvendigt at arbejde ved siden af. Som udefrakommende var det nemlig et krav at arbejde minimum 10-18 timer om ugen for at være SU-berettiget.”

Men Anca fik det til at hænge sammen, trods det at hun sideløbende med de krævende studier og arbejdet gik på sprogskole for at lære dansk og havde frivilligt arbejde med henblik på at blive bedre integreret i landet. Og det er sådan, vi kender hende; arbejdsom, pligtopfyldende og fuld af overskud til at vise omsorg for andre og gøre en forskel.

Integration – om at involvere sig i og med omgivelserne

Med formålet om at blive godt integreret og samtidig gøre en forskel for andre, involverede Anca sig også i frivilligt arbejde på studiet. Her hjalp hun andre udenlandske studerende som hende selv med at blive integreret i studielivet i Danmark – både ift. at finde rundt på universitetet, finde ud af hvad deres muligheder på studiet var og ikke mindst med at lære nye mennesker at kende og introducere dem til alt det sociale.

Under sin studietid tilbage i Rumænien arbejdede hun desuden som frivillig hos The Smiles Factory, hvor hun underholdt og legede med børnene på sygehusets børneafdeling:

”Det gjorde rigtig stort indtryk på mig at se, hvor vigtige de helt små ting var for de her børn. Det kræver så lidt at gøre dem glade og give dem en god dag på trods af deres dårlige helbred. Vi kan lære så utrolig meget af børn i forhold til den måde, de tackler livet på uden at komplicere alting, som vi som voksne har en tendens til at gøre. For mig var det en lille indsats, og det var så dejligt at se børnenes glæde. Det gjorde mig glad, selvom jeg også kunne gå derfra og være utrolig ked af det på deres vegne over den uretfærdige skæbne, livet havde budt dem.”

At skabe værdi for andre som motivationsfaktor

I det hele taget har Anca et stort hjerte og hjælper andre mennesker, hvor hun kan. Og det skinner tydeligt igennem, at hun ønsker at skabe værdi og glæde – også i arbejdsmæssig sammenhæng.

Det er vigtigt for mig at hjælpe kunderne gennem forbedring af processer, der skaber værdi. Det er det, der motiverer mig mest i mit arbejde. Da jeg i sin tid så jobopslaget hos Keepers, tænkte jeg, at her var et fedt og moderne koncept, som faktisk kunne skabe stor værdi for kunderne. Samtidig fik jeg indtryk af, at der var udsigt til en stejl læringskurve og dermed også de mere udfordrende og interessante opgaver.

På daværende tidspunkt sad hun i en praktikantstilling i Odense, som krævede meget manuelt papirarbejde. Og selvom hun ikke umiddelbart var kvalificeret til den opslåede stilling i Keepers, greb hun chancen og sendte en ansøgning afsted. Og sådan blev hun den første Assistant i Keepers. I dag er Anca Junior Controller og glad for at have fået mere ansvar og flere spændende opgaver samt mere direkte kontakt med kunderne.

Ubevidst underspillet og slet ikke klar over sit potentiale

Til jobsamtalen hos Keepers tilbage i 2017 lagde Anca hverken skjul på, at hun var nervøs og genert, og at det danske sprog var en udfordring for hende. Det har dog aldrig været et reelt problem set udefra, idet både ledelsen og kollegaerne har været og er dybt imponerede over hendes faglighed og hendes utroligt flotte dansk efter blot seks år i landet. At mestre sproget har været vigtigt for Anca i forhold til at blive godt integreret i det danske samfund og især på arbejdspladsen, hvor hun føler sig respekteret og som en del af flokken.

”Som person er jeg tilbageholdende, og måske endnu mere fordi jeg er meget selvbevidst omkring det at tale korrekt dansk. Men hos Keepers bliver det respekteret, og der bliver lyttet til mig og spurgt ind til mine synspunkter. Generelt er der stort fokus på trivsel og sociale arrangementer hos Keepers, og det er så vigtigt, at vi passer på hinanden og har det godt sammen.”

Anca er generelt god til at involvere sig med andre mennesker, og det har været tydeligt på arbejdspladsen og en afgørende faktor for hendes vellykkede integration.

Anca er et af de mennesker, som slet ikke er klar over, hvor dygtige de egentlig er. Hun er utrolig hårdtarbejdende og lærenem, og rent fagligt har hun haft en imponerende stejl læringskurve, som betyder, at hun på trods af seks måneders barsel er på niveau med de andre i teamet. En del af forklaringen er hendes gåpåmod og evne til at tage kritik til sig og virkelig handle på det. De udfordringer hun selv har følt om det at komme fra et andet land, har aldrig været en faktor for os. Anca er en del af os, fordi hun har evnerne og et kæmpe potentiale. – Mona Gregersen, Manager i Keepers.

Anca bor i dag i en lille landsby mellem Odense og Middelfart sammen med sin mand og deres dreng på 1,5 år. Størstedelen af fritiden bruger Anca med sin skønne dreng, men når hun nyder en sjælden stund alene, sætter hun sig godt til rette for at åbne en spændende bog eller fordybe sig i et udfordrende bageprojekt – ofte til stor glæde for hendes kollegaer.

Flere indlæg

Seneste

Nyheder & blogindlæg

Tilmeld dig

vores nyhedsbrev

Få nyheder om økonomi og
regnskab direkte i din indbakke*.

*Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.

Lad os komme i gang

Udfyld formularen, og vi vil kontakte dig vedrørende vores løsning og dine muligheder. Har du spørgsmål,
er du også velkommen til at kontakte os på telefon eller mail.

Bruger
Indsæt navn på den person, der skal have adgang til kuben. Skriv til support@keepers.dk, hvis I vil har behov for at oprette flere brugere til Kuben.
E-conomic forbindelseskode*
1. Åbn e-conomic og log ind
2. Åbn dette link: secure.e-conomic
3. Kopier koden, og indtast den her:

*Ved at trykke på send, acceptere du vores vilkår.