Blog

05.03 2024 af Kristina Ege Scharff

Kraniosakralterapeut, brætspilsgamer og visionær leder med ”styr på lortet”, der trods en lidt tilfældig karrierevej altid har haft store ambitioner for egen og andres udvikling og ser stor værdi i outsourcingkonceptet i Keepers såvel som i privaten. Mød Tina Fack Horsbøl, Manager i Keepers Outsourcing.

Tina

Karriererejsen begyndte for Tina lige efter gymnasiet. Usikker på sin fremtidige vej, fandt hun inspiration i en karriereguide og besluttede sig for at blive revisortrainee, samtidig med at hun læste HD 2.del i regnskab på deltid og efterfølgende tog en kandidat i Styring og Ledelse på SDU. Kombinationen af teori og praksis blev fundamentet for hendes professionelle rejse, og det der virkelig driver Tina i hendes fag, er engagementet i at levere enestående kvalitet og service til Keepers’ kunder og en lyst til at afsøge nye aspekter i sit arbejde og lære nyt.

En beslutning der forandrede alt

Efter en tid hos BDO valgte Tina at skifte spor fra revision til controllervejen. Beslutningen var drevet af et ønske om at være tættere på virksomhederne, være i direkte kontakt med kunderne, og for at opleve de mange nuancer på den anden side af bordet, fremfor et fokus på, hvad der er sket bagud i tid, som ofte er tilfældet, når man er revisor.

Fra Monjasa til Tresu og til sidst Keepers, har Tinas karrierevej været, om end lidt tilfældig, både interessant og givende, og det der åbnede hendes øjne for lige netop Keepers var et dynamisk miljø og en struktur, der slet ikke var bureaukratisk på samme måde, som hun havde oplevet andre steder.

Jeg synes, det lød vildt spændende med mange forskellige kunder, så det ikke kun var et enkelt selskab, man skulle servicere. Det at Keepers dengang var relativt nystartet betød også, at der var større mulighed for indflydelse på at forme processerne. – Tina Fack Horsbøl.

Og da Tina først havde taget beslutningen om, at hun skulle videre, gik det stærkt. Hun opsagde det eksisterende job på en lørdag, søgte jobbet hos Keepers søndag, var til samtale tirsdag og blev tilbudt jobbet samme dag.

Lederskab i en tid med omstrukturering

I sin rolle som Manager har Tina navigeret gennem flere omstruktureringer som et resultat af den massive vækst, som Keepers har oplevet gennem årene. Hendes tilgang til forandringer og evne til at håndtere kompleksitet har været afgørende for succes, og her har det været vigtigt for Tina, at øverste ledelse har været lydhør og åbne for input.

Andreas, min nærmeste leder og CEO i Keepers har altid haft en åben tilgang til forandring. Han er tilmed meget lydhør og villig til at ændre retning, når det giver mening. Derfor ved jeg, at det hele nok skal gå og blive løst på den bedste måde. – Tina Fack Horsbøl.

Som leder er det vigtigt for Tina at sikre, at medarbejderne trives og føler sig værdsatte, især under forandring. Det kan være svært at inddrage alle i tilstrækkeligt omfang og få dem om bord, fordi alle oplever forandring forskelligt.

Jeg tænker meget over at få forklaret, at der er en plan. Og så forsøger jeg at understrege, hvor vigtigt det er, at de siger til, når de er i tvivl, føler sig usikre eller undrende overfor forandringerne. – Tina Fack Horsbøl.

The best of both worlds

Det er vigtigt for Tina, at medarbejdernes arbejdsdag og livet derhjemme hænger sammen for den enkelte, så de er glade for at være på arbejde. Desuden synes hun, det er fedt at følge de unge medarbejderes udvikling og dele ud af egne erfaringer for at styrke dem, så de undgår at begå de fejl, hun selv har lært af på den hårde måde. Og den begejstring mærker medarbejderne i hendes team tydeligt.

Tina er vanvittigt dygtig, har et kæmpe overblik og agerer altid i vores bedste interesse. Hun har fingeren på pulsen i vores team, og der er ikke noget, som går hendes næse forbi uden at blive kvalitetssikret. Hun deler med glæde ud af sin viden, og man skal lede længe efter en, som mestrer pivottabeller, som hun gør. Man kan mærke, at hun sætter pris på ens indsats, så man føler sig altid virkelig værdsat! Vi sætter også meget pris på hende som vores leder og elsker, at hun også er god til at prioritere det sociale i Keepers, så vi får the best of both worlds. – Nettie Skaarenborg, Senior Controller i Keepers Outsourcing.

Der skal ske noget nyt

Tinas fokus for sine medarbejdere gælder også, når hun retter blikket mod sig selv og sin egen udvikling og trivsel.

Der skal være en udvikling i jobbet, og der skal ske noget nyt. Mit ansvar har udviklet sig meget, og det er fedt. Det skal være spændende at gå på arbejde, men der skal også være overskud til at være noget for mine børn og min familie. – Tina Fack Horsbøl.

Et godt eksempel på Tinas lyst til at udvikle sig var under pandemien, hvor hun pludselig fik en masse ekstra tid og et ønske om at lære noget helt nyt. Tina meldte sig til et sygdomslærekursus og fandt derigennem frem til kraniosakralterapi*, som i dag er blevet en passion. I 1,5 år deltog hun i undervisning hver onsdag med skiftevis teoretisk og praktisk undervisning og oplevede det fantastiske ved at komme helt ud af sit eget hoved og lade det hele foregå gennem hænderne.

Tinas visioner om udvikling og progressivitet, gælder dog ikke blot hende selv, men også hendes medarbejdere og for Keepers generelt.

Jeg har en klar ambition om at bidrage til udvikling af vores produkt: Outsourcing af økonomifunktionen og skabe den kvalitet, der kan tiltrække kunderne, arbejdspladsen, der kan engagere medarbejdere og på den måde løfte vores vækststrategi. – Tina Fack Horsbøl.

Som kollega kender vi Tina som evigt løsningsorienteret og ekstremt målrettet. Karen L. Knudsen, Senior Manager i Keepers Outsourcing udtaler:

Tina er en utrolig god og dygtig kollega. Når jeg arbejder sammen med Tina, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at hun har styr på det. Hun får hurtigt skitseret opgaven op og får fordelt, hvem der gør hvad. Og så er vi i gang. 😅 Hun er desuden en virkelig kompetent sparringspartner. Når jeg en gang imellem føler, at jeg har ”lort på styret”, så ved jeg, at hun kan få den vendt om til, at jeg har ”styr på lortet”.

Om Tina

Privat er Tina gift med Jesper, som hun har to drenge med, Christian på 14 år og Daniel på 9 år. De bor til daglig i Kolding, men bruger en del af deres fritid i sommerhuset på Rømø, hvor der bliver hygget igennem med spilaftenener med bl.a. Risk, Partners og Hint.

Tina er også altid fysisk aktiv i sin fritid og både løber og besøger det lokale fitnesscenter med sin mand. Og selvom Tina ikke betragter sig selv som et konkurrencemenneske, trives hun alligevel bedst med at sætte mål for sine indsatser, som da hun tilmeldte sig Storebælt halvmaraton for at motivere sig selv til at vedligeholde løbetræningen. Tina er kendt for sin struktur, planlægning og lister, og nogle gange er der bare brug for at komme helt ud af sit hoved og være fysisk aktiv.

Fun facts om Tina:

  • Stor fan af outsourcingkonceptet og har bl.a. outsourcet store dele af husholdningen til sin mand.
  • Har været på sprogskole i Italien i 4 uger, men der gik fest og druk i den, så Tina kan i dag ikke sige meget andet end Ciao Bella på italiensk
  • Har været jordbærplukker
  • Bildte engang en veninde ind, at hun havde ”gået til” gaveindpakning. Bare fordi…
  • Tina er som en kokosnød, svær at åbne op, men skøn og fuldstændig fantastisk indeni
  • Tina er lidt stille af natur, men serverer du to øl for hende, så får du en helt ny side af hende at se
  • Tinas råd til dig, som vil lære hende at kende: Hav tålmodighed 🤗

*Kraniosakralterapi er en blid massageform, som hjælper kroppen til at regenerere slag og skader. I december 2022 blev Tina færdiguddannet Kraniosakralterapeut og har enkelte faste kunder og derudover noget familie, der benytter sig af behandlingen.  

Flere indlæg

Seneste

Nyheder & blogindlæg

Tilmeld dig

vores nyhedsbrev

Få nyheder om økonomi og
regnskab direkte i din indbakke*.

*Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.

Lad os komme i gang

Udfyld formularen, og vi vil kontakte dig vedrørende vores løsning og dine muligheder. Har du spørgsmål,
er du også velkommen til at kontakte os på telefon eller mail.

Bruger
Indsæt navn på den person, der skal have adgang til kuben. Skriv til support@keepers.dk, hvis I vil har behov for at oprette flere brugere til Kuben.
E-conomic forbindelseskode*
1. Åbn e-conomic og log ind
2. Åbn dette link: secure.e-conomic
3. Kopier koden, og indtast den her:

*Ved at trykke på send, acceptere du vores vilkår.