Blog

11.06 2026 af Julia Koch Poulsen

Efter otte år i Keepers er Karen Lohmann Knudsen netop blevet forfremmet til Director i Outsourcing – den første Director-forfremmelse i Keepers. En imponerende rejse drevet af viljestyrke, faglig udvikling og en kompromisløs tro på mennesker. Karen har været en central drivkraft bag opbygningen af et stærkt outsourcingområde i Keepers og er i dag en stærk leder og rollemodel for mange omkring hende.

Der er ikke én lige vej til en Director-titel i en virksomhed i konstant udvikling som Keepers. For Karen Lohmann Knudsen har det været en rejse præget af både faglige skift, personlig refleksion og modet til at stå ved sine holdninger.

Jeg har haft mange øjeblikke, hvor jeg tænkte: Nu kender jeg vejen for at nå målene, og så skulle jeg sadle om dagen efter, fortæller hun.

I dag står hun som Director og overordnet leder af Outsourcing i Fredericia med ansvar for både mennesker og outsourcing-forretning og med ambitioner, der rækker videre.

“Director-titlen betyder meget for mig. Det er en anerkendelse og en bekræftelse af, at jeg har gjort noget rigtigt. Jeg drives af at bevæge mig fremad og mærke, at det, jeg går efter, kan lykkes.” Karen Lohmann Knudsen, Director i Outsourcing.

For partnergruppen har beslutningen om at forfremme hende været både naturlig og oplagt:

Karen har gennem otte år haft en markant indflydelse på udviklingen af vores outsourcing-forretning. I praksis har hun allerede i en længere periode ageret som uformel leder, så forfremmelsen var både naturlig og bredt forankret i partnergruppen. Hun er en passioneret leder med en klar ambition om at løfte både teamet og Keepers til næste niveau. Samtidig har hun et særligt talent for at udvikle nye ledere, tager et stort ansvar og skaber betydelig værdi for vores kunder. Og så er hun – helt enkelt – vores Karen, med sin unikke personlighed. – Katja Feldstein, Partner & CEO.

Fra specialist til nærværende ledelse

Da Karen startede i Keepers i 2018 som Senior Controller, var hendes faglige fokus et andet. Vejen dertil har heller ikke været snorlige. Oprindeligt var ambitionen at arbejde med mennesker som sygeplejerske, men undervejs trak hun i en anden retning – først som rejseguide og siden ind i økonomifaget. Fælles for valgene har været en gennemgående drivkraft: ønsket om at gøre en forskel for mennesker.

I dag er hendes vigtigste opgave i Keepers ikke længere selv at være den skarpeste specialist eller at mestre lovgivning og momsregler. I stedet handler det om at træde et skridt tilbage fra driften og skabe de rammer, hvor andre kan udvikle sig og lykkes.

Det, jeg brænder mest for nu, er ledelse. At udvikle medarbejdere, give retning og tryghed – og samtidig være med til at flytte noget større sammen. – Karen Lohmann Knudsen, Director i Outsourcing.

At navigere i forandring

Keepers har fra begyndelsen været i konstant bevægelse, og det har stillet høje krav til både omstillingsevne og vedholdenhed. For Karen har det betydet, at hun har skullet navigere i forandringer, samtidig med at hun har stået fast på sine egne værdier.

“Du skal hele tiden være klar til at ændre retning. Det vigtigste for mig har været at holde fast i, at du skal turde sige din mening, både til teamet, til ledelsen og til dig selv.” – Karen Lohmann Knudsen, Director i Outsourcing.

Samtidig har hun lært, at det ikke kun er faglighed, der driver én frem i karrieren – men også evnen til at mærke efter og forstå sig selv og andre.

Jeg har lært, at det er okay at have følelser – og bruge dem. Empati gør det lettere at møde mennesker, hvor de er, og handle klogere. – Karen Lohmann Knudsen, Director i Outsourcing.

Fra 6 til 24 medarbejdere – uden at gå på kompromis

En af Karens største opgaver har været hendes bidrag til at skalere outsourcing-forretningen fra 6 til 24 medarbejdere. Hun har været med til at udvikle og professionalisere Keepers’ unikke outsourcingkoncept med fuldt digitaliserede processer og et vedvarende fokus på kvalitet.

“Vi må aldrig gå på kompromis med kvaliteten. Hverken internt eller hos kunderne. Det, vi leverer, skal være gennemarbejdet – hver gang.” – Karen Lohmann Knudsen, Director i Outsourcing.

Væksten har samtidig også krævet en meget bevidst tilgang til ledelse – og en vilje til at være nærværende både som leder og menneske.

Ledelsesmæssigt har det krævet, at jeg er villig til at give af mig selv. Jeg er ikke bange for at være sårbar og åbne op. Jeg oplever, at når jeg gør det, bliver det også lettere for andre at åbne op. – Karen Lohmann Knudsen, Director i Outsourcing.

Mennesker først – altid

Karen er med til at skabe et arbejdsmiljø præget af godt humør og en stærk fællesskabsfølelse – drevet af sit unikke nærvær. For hende hænger trivsel og performance uløseligt sammen.

For mig starter det altid med mennesket – ikke med tallene. Når folk har det godt, føler sig trygge og glæder sig til at møde ind, så performer de også bedre. Jeg kan ikke leve op til mine mål, hvis jeg ikke ser det hele menneske. – Karen Lohmann Knudsen, Director i Outsourcing.

Denne tilgang kommer ikke kun til udtryk i de store beslutninger, men også i de små situationer i hverdagen, hvor der er plads til både alvor og humor. Nogle gange handler det bare om at få grinet lidt, også selvom det er over en dårlig joke.

Karen arbejder målrettet med at udvikle sit team og har blik for, hvordan den enkeltes potentiale bedst foldes ud. Dette mærkes tydeligt i teamet. Assistant Manager, Anca-Luciana Jar, beskriver det sådan:

Karen er nærværende og skaber et miljø, hvor man føler sig tryg, set og hørt. Hun lytter, følger op og interesserer sig oprigtigt for os – både fagligt og personligt. Hun inddrager os i arbejdet og deler glædeligt ud af sin viden. Hendes positive energi og overskud smitter af på hele kontoret. Hun er uden tvivl en stærk leder og mentor, som både udvikler os fagligt og sikrer, at vi trives. – Anca-Luciana Jar.

Anca-Luciana Jar (t.v.) og Karen Lohmann Knudsen (t.h.).

 

“God kundeservice er at være ærlig”

For Karen er stærke kunderelationer en grundsten – og noget, der bygger på nærhed, tillid og en fælles ambition om at skabe værdi.

“Kundeservice er alt. Det handler ikke om kunden og os – men om ét os. Vi er én enhed.” – Karen Lohmann Knudsen, Director i Outsourcing.

For hende er stærk kundeservice forbundet med en dyb forståelse for kundens hverdag og høj kvalitet i leverancerne. Men også at kunne tage de åbne samtaler og udfordre, når det er nødvendigt – altid med kundens bedste for øje.

God kundeservice er også at fortælle kunden, at de ikke altid har ret. Det handler om at være ærlig – for ellers kan man ikke skabe den tillid, der gør, at man kan hjælpe hinanden videre. – Karen Lohmann Knudsen, Director i Outsourcing.

En større ambition for outsourcing

Ambitionerne for området er klare: Keepers’ outsourcingkoncept skal vokse og tænkes bredere – samtidig med, at det forbliver stærkt forankret i Keepers.

Udviklingen inden for ERP-systemer og AI accelererer, og kravene til økonomifunktionen bliver stadig mere komplekse. I stedet for at virksomheder selv navigerer i udviklingen, får kunderne hos Keepers Outsourcing et stærkt team af dygtige specialister, der arbejder tæt sammen og dækker behovet bredt – samtidig med at de fleksibelt kan skalere op og ned i takt med forretningens udvikling.

Outsourcing er relevant for både SMV’er og større virksomheder, som står med en voksende kompleksitet og behov for nye måder at organisere økonomifunktionen på. – Karen Lohmann Knudsen, Director i Outsourcing.

“Stå fast – også når det bliver svært”

I sin nye rolle får Karen et tydeligere strategisk ansvar med øget fokus på salg, udvikling og netværk. Hun skal i højere grad fungere som strategisk sparringspartner for vores managere – og samtidig være med til at videreudvikle både outsourcing og Keepers som helhed.

Med det følger også en erkendelse, hun gerne ville have haft tidligere i sin karriere:

Jeg skulle have stået mere fast fra start. Hvis du kan se en mulighed – så gå efter den. Hvorfor vente tre år, hvis det kan lade sig gøre om ét?” – Karen Lohmann Knudsen, Director i Outsourcing.

Netop det mod – og viljen til at sætte barren højt – er noget, hun aktivt ønsker at give videre i sin nye rolle. Særligt håber hun, at hun kan give andre mod til at forfølge deres drømme og være med til at skabe vejen.

Et arbejdsliv, der hænger sammen

For Karen er arbejdet i Keepers ikke noget, der stopper, når klokken bliver 16. Det er flettet ind i hendes hverdag og fylder naturligt i hendes liv.

Jeg ser ikke mit arbejde og privatliv som adskilt. Keepers er en del af mig – også derhjemme. – Karen Lohmann Knudsen, Director i Outsourcing.

Med tre børn og en selvstændig mand er der gang i hverdagen, men også drevet af en fælles forståelse. De løber begge stærkt, og børnene kender efterhånden navnene på mange i Keepers.

At ville meget – og vælge rigtigt

Karen har sat barren højt og tænker konstant i, hvad der kan blive næste skridt – både for Outsourcing, den enkelte og for Keepers. Men erfaringen har også lært hende, at retning ikke kun skabes af ambitioner, men også af evnen til at prioritere og passe på sig selv.

Jeg vil gerne det hele. Men jeg kan ikke alt på én gang. Jeg har lært, at det også handler om at prioritere – og huske at stoppe op og mærke mig selv undervejs. – Karen Lohmann Knudsen, Director i Outsourcing.

Flere indlæg

Seneste

Nyheder & blogindlæg

Tilmeld dig

vores nyhedsbrev

Få nyheder om økonomi og
regnskab direkte i din indbakke*.

*Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.

Lad os komme i gang

Udfyld formularen, og vi vil kontakte dig vedrørende vores løsning og dine muligheder. Har du spørgsmål,
er du også velkommen til at kontakte os på telefon eller mail.

Bruger
Indsæt navn på den person, der skal have adgang til kuben. Skriv til support@keepers.dk, hvis I vil har behov for at oprette flere brugere til Kuben.
E-conomic forbindelseskode*
1. Åbn e-conomic og log ind
2. Åbn dette link: secure.e-conomic
3. Kopier koden, og indtast den her:

*Ved at trykke på send, acceptere du vores vilkår.